Hvide øjne i mørket

Vi sidder omkring et bål i bælgragende mørke. Jeg kan kun se hvide tænder og øjne på de mennesker, der omgiver mig. Stemningen er på en gang både akavet og naturlig. Akavet fordi jeg ikke kender disse mennekser, der for tre dage er min nye familie samt den meget eksplicitte kulturforskel der mætter luften. Naturlig fordi det er som om jeg, for en kort tid, får lov til at mærke rødderne og den helt basale levevis, der på en måde forekommer så autentisk og alligevel er mig så total fjern.

Vi gnasker sukkerrør fra egen mark og udveksler sporadisk et par ord.
Det er 2.-dagen hos den familie, der er vært for mig, og jeg føler mig egentlig tryg. Jeg føler en stor taknemmelighed for, at Khulumani, familiens ældste søn, begår sig godt på engelsk, for det har tilladt - og tillader - et langt større indblik i dette primitive landliv og dermed større forståelse.

Jordhytterne omkring os rammes nu og da af lysglimt fra bålet og minder mig om den surrealistiske situation jeg befinder mig i samt taknemligheden jeg føler for at have muligheden.
Min rolle i situationen er absolut ambivalent. Forskellige karakteristika ved mig, gør mig til en brik, der ikke passer ind i puslespillet; mit tøj, mit hår, min hud, mit sprog. Og alligevel føler jeg en naturlighed ved situationen.
Det er klart et møde mellem to meget forskellige verdener.
Jeg foeler mig som et klichefyldt udtryk for vestens udvikling og højteknologiske samfund med alle mine gadgets i lommen; kamera, i-pod, mobiltelefon.
I den klichemaettede følelse og situation er de udtryk for det modsatte med deres mørke ansigter, bliktallerkener og jordhytter.
Men netop dette møde, denne situation og de klare modsætninger heri, er et udtryk for den globale verden vi lever i - dens muligheder og muligvis - forhåbentligvis - stærkere fremtid.

Jeg lærer af dem, de af mig og trods de plus/minus 8000 km. som normalt adskiller os, sidder vi her og har skabt vores eget lille fællesskab.


Zimbabwe, Guwe

Skrevet af: Marie Kornum

Verdens lykkeligste folk?

Er det virkelig nødvendigt med 17 par sko, når man alligevel altid har de samme fire på?

Er overflod virkelig så stor en nødvendighed som man tit tror hjemme i Danmark? Jeg sidder i en lille landsby kaldet Guwe i Zimbabwe. Vi har boet hos familier og oplevet et meget autentisk Afrika de sidste par dage.

Trætheden begynder at melde sig. I nat skal vi sove på landbyens skole, da vi skal tilbage til storbyen i morgen. Jeg ruller min sovepose ud i rummet ved siden af alle byens drenge, der sidder og ser dagens fodboldkamp på et lille fjernsyn, som de kun har fået strøm til, da der tilfældigvis er en generator i landsbyen denne aften. Da kampen er færdig begynder høj R’nB musik inde fra rummet ved siden af. Pigerne kommer til og alle byens unge danser og smiler.

Mine tæer i soveposen begynder stille at bevæge sig til de sange som jeg kender hjemmefra. Tanken slår mig, om hvilke omgivelser jeg normalt ville lytte til disse sange i. Men da jeg åbner mine øjne ser jeg alle disse mennekser med meget rytme i kroppen og store smil i øjnene bevæge sig til den vestlige musik. Trods de sørgelige og primitive omgivelser. Jeg føler dårlig samvittighed over overfloden i Vesten, men mærker glæden over at se dem holde en fest uden al overfloden, og dog alligevel smile og grine mere end jeg normalt gør til disse vestlige sange.

Er det mon Vesten eller Zimbabwe der har fat i den lange ende, i forhold til hvad det er der gør en rigtigt lykkelig? De griner, synger og hygger sig rundt om bålet, trods de stramme kår formår de alligevel at bevare smilet. Vi tonser på arbejde for at få mulighed for at købe det 18. par ligegyldige sko, og har dårligt tid til at se vores børn vokse op. Hvem har mon det bedste sammenhold og flest smil i hverdagen?

Skrevet at Clara Andersen