Verdens lykkeligste folk?

Er det virkelig nødvendigt med 17 par sko, når man alligevel altid har de samme fire på?

Er overflod virkelig så stor en nødvendighed som man tit tror hjemme i Danmark? Jeg sidder i en lille landsby kaldet Guwe i Zimbabwe. Vi har boet hos familier og oplevet et meget autentisk Afrika de sidste par dage.

Trætheden begynder at melde sig. I nat skal vi sove på landbyens skole, da vi skal tilbage til storbyen i morgen. Jeg ruller min sovepose ud i rummet ved siden af alle byens drenge, der sidder og ser dagens fodboldkamp på et lille fjernsyn, som de kun har fået strøm til, da der tilfældigvis er en generator i landsbyen denne aften. Da kampen er færdig begynder høj R’nB musik inde fra rummet ved siden af. Pigerne kommer til og alle byens unge danser og smiler.

Mine tæer i soveposen begynder stille at bevæge sig til de sange som jeg kender hjemmefra. Tanken slår mig, om hvilke omgivelser jeg normalt ville lytte til disse sange i. Men da jeg åbner mine øjne ser jeg alle disse mennekser med meget rytme i kroppen og store smil i øjnene bevæge sig til den vestlige musik. Trods de sørgelige og primitive omgivelser. Jeg føler dårlig samvittighed over overfloden i Vesten, men mærker glæden over at se dem holde en fest uden al overfloden, og dog alligevel smile og grine mere end jeg normalt gør til disse vestlige sange.

Er det mon Vesten eller Zimbabwe der har fat i den lange ende, i forhold til hvad det er der gør en rigtigt lykkelig? De griner, synger og hygger sig rundt om bålet, trods de stramme kår formår de alligevel at bevare smilet. Vi tonser på arbejde for at få mulighed for at købe det 18. par ligegyldige sko, og har dårligt tid til at se vores børn vokse op. Hvem har mon det bedste sammenhold og flest smil i hverdagen?

Skrevet at Clara Andersen