Kampen for et bedre liv

I 1980’erne var Zimbabwe Afrikas mønsterland. I dag flygter landets unge til Sydafrika for at sikre deres families overlevelse, da selv at få dækket de basale behov, er en kamp med landets 94% arbejdsløshed.

Af Cecilie Føns Stelmer og Agnete Solvej Christiansen

Efter seks timers bumlende bustur inklusiv et kvarters fastklemmelse i afrikansk mudder, ankommer vi, ni blege, svedige højskoleelever, til den lille landsby Guwe, i det sydvestlige Zimbabwe. Her skal vi tilbringe de næste fire dage hos lokale værtsfamilier hvor vi bliver indlogeret to og to. Vi skal bo som 65% af landets befolkning gør det: i hjemmebyggede lerhuse uden toilet, støm og vand.
Grunden til at vi er havnet på disse kanter, er for at opleve livet på landet i Zimbabwe, men også for at møde unge fra organisationen Buiysap (Bulawayo Integrated Youth Survival Alternative Programme). Danske Operations Dagsværk har støttet organisationen i blandt andet at bringe 1800 arbejdsløse unge i området tilbage på skolebænken.

Tag mit barn

Vi er ikke engang stået ud af bilen før folk danser og synger omkring os, hele landsbyen er mødt op for at hilse på de forvirrede mennesker fra nord. ”Take my baby, take my baby!” råber en dame mens hun rækker et spædbarn ud mod os.

Forsørgelse af familien

Da vi om aftenen sidder rundt om bålet hos vores værtsfamilie, begynder den gensidige udveksling af livshistorier, og vi indser de svære vilkår som de unge i Guwe har. På grund af manglende ressourcer blev storebroderen Khulumani taget ud af skolen inden han havde afsluttet, det der svarer til den danske folkeskole. I en alder af kun 19 år følte Khulumani sig nødsaget til at tage til den nærmeste større by, Bulawayo, for at skaffe penge til familiens overlevelse. På grund af arbejdsløsheden så Khulumani ikke andre muligheder end at illegalt at immigrere til Sydafrika i 1998. Arbejdsløsheden i Zimbabwe toppede i slutningen af 2008 med 94%.
På de 950 km. fra Guwe til Johannesburg blaffede og gik han – hegnet der udgør grænsen mellem Zimbabwe og Sydafrika gravede han sig under for at komme til bedre muligheder. I Sydafrika har han i 12 år haft rigtig dårlige jobs bl.a. som maler, fortæller han. Igennem årene har han sendt breve med penge til sin familie, som den eneste kontakt. Familien har aldrig haft adgang til hverken internet eller telefon.

For nødvendigheden og drømmens skyld

Vores møde med Khulomani falder sammen hans første gensyn med sin familie i 12 år. Og er allerede efter 3 uger er han på vej tilbage til Johannesburg. At have penge til at vende tilbage til Guwe for at stifte sin egen familie og tage sig ordentligt af sine forældre og søskende efter mange års dårlig samvittighed over sit fravær, beskriver han som sin største drøm.

”I’ll try my luck”

To dage senere, samtidig med at Khulumani igen tager tommelfingeren mod landet syd for, står vi i den flere timers lange kø for også at krydse grænsen til Sydafrika. Manden bag os tripper uroligt, går forbi os, mens han vifter nervøst med sit pas, idet han siger : ”I’ll try my luck”.