Med en sol bankende med enorm varme og kraft ned på min blege eller delvist røde krop vandrer jeg med resten af gruppen gennem Harares middelklassekvarter. Butikkernes skilte er afdæmpede, mangler bogstaver eller ejer ikke bogstaver. Der er både stereobutikker, kiosker, tøjbutikker, smykkeforretninger og supermarkeder, de ligger alle side om side i kvadratiske størrelser. Støvet, som stammer fra det itu revede fortov, hvor hullerne er fyldt med skrald, gør luften tyk og holder alt for godt på varmen. Der er sort af mennesker, bogstavelig talt, vi er de eneste hvide i miles omkreds. Vi vækker stor opmærksomhed, folk drejer deres hoveder unaturligt langt for at få et glimt af de 10 skandinavere. "How do you like this free country?" råber en høj, velbygget neger imens han klapper en af sine følgesvende på ryggen og griner højlydt. Vi stopper op, fordi Mikkel er ved at købe Zimbabwes største hit pt, den handler om, at troen på gud naturligvis medfører rigdom. Sangen tordner ud over markedets boder fra de skrattende højtalere ved den lille musikbod. Jeg tænker på mandens kommentar, var han ironisk, gjorde han grin med os eller forsøgte han at gøre andre opmærksomme på vores mærkværdige tilstedeværelse med den foragt der eksistere for vesten hos nogle Zimbabwianere tikkende i baghovedet? Jeg aner det ikke. Og jeg ved ikke, hvordan nogensomhelst af de lokale ser på 10 blege vesterlinge vandrende gennem deres gader. Det er det spændene ved vores rejse, men også det skræmmende. Vi ved ikke om vi kan gøre en forskel eller blot træde ind i en anderledes virkelighed, hvor vi måske intet har at gøre.
Christoffer Heide.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar