Vi sidder omkring et bål i bælgragende mørke. Jeg kan kun se hvide tænder og øjne på de mennesker, der omgiver mig. Stemningen er på en gang både akavet og naturlig. Akavet fordi jeg ikke kender disse mennekser, der for tre dage er min nye familie samt den meget eksplicitte kulturforskel der mætter luften. Naturlig fordi det er som om jeg, for en kort tid, får lov til at mærke rødderne og den helt basale levevis, der på en måde forekommer så autentisk og alligevel er mig så total fjern.
Vi gnasker sukkerrør fra egen mark og udveksler sporadisk et par ord.
Det er 2.-dagen hos den familie, der er vært for mig, og jeg føler mig egentlig tryg. Jeg føler en stor taknemmelighed for, at Khulumani, familiens ældste søn, begår sig godt på engelsk, for det har tilladt - og tillader - et langt større indblik i dette primitive landliv og dermed større forståelse.
Jordhytterne omkring os rammes nu og da af lysglimt fra bålet og minder mig om den surrealistiske situation jeg befinder mig i samt taknemligheden jeg føler for at have muligheden.
Min rolle i situationen er absolut ambivalent. Forskellige karakteristika ved mig, gør mig til en brik, der ikke passer ind i puslespillet; mit tøj, mit hår, min hud, mit sprog. Og alligevel føler jeg en naturlighed ved situationen.
Det er klart et møde mellem to meget forskellige verdener.
Jeg foeler mig som et klichefyldt udtryk for vestens udvikling og højteknologiske samfund med alle mine gadgets i lommen; kamera, i-pod, mobiltelefon.
I den klichemaettede følelse og situation er de udtryk for det modsatte med deres mørke ansigter, bliktallerkener og jordhytter.
Men netop dette møde, denne situation og de klare modsætninger heri, er et udtryk for den globale verden vi lever i - dens muligheder og muligvis - forhåbentligvis - stærkere fremtid.
Jeg lærer af dem, de af mig og trods de plus/minus 8000 km. som normalt adskiller os, sidder vi her og har skabt vores eget lille fællesskab.
Zimbabwe, Guwe
Skrevet af: Marie Kornum
Vi gnasker sukkerrør fra egen mark og udveksler sporadisk et par ord.
Det er 2.-dagen hos den familie, der er vært for mig, og jeg føler mig egentlig tryg. Jeg føler en stor taknemmelighed for, at Khulumani, familiens ældste søn, begår sig godt på engelsk, for det har tilladt - og tillader - et langt større indblik i dette primitive landliv og dermed større forståelse.
Jordhytterne omkring os rammes nu og da af lysglimt fra bålet og minder mig om den surrealistiske situation jeg befinder mig i samt taknemligheden jeg føler for at have muligheden.
Min rolle i situationen er absolut ambivalent. Forskellige karakteristika ved mig, gør mig til en brik, der ikke passer ind i puslespillet; mit tøj, mit hår, min hud, mit sprog. Og alligevel føler jeg en naturlighed ved situationen.
Det er klart et møde mellem to meget forskellige verdener.
Jeg foeler mig som et klichefyldt udtryk for vestens udvikling og højteknologiske samfund med alle mine gadgets i lommen; kamera, i-pod, mobiltelefon.
I den klichemaettede følelse og situation er de udtryk for det modsatte med deres mørke ansigter, bliktallerkener og jordhytter.
Men netop dette møde, denne situation og de klare modsætninger heri, er et udtryk for den globale verden vi lever i - dens muligheder og muligvis - forhåbentligvis - stærkere fremtid.
Jeg lærer af dem, de af mig og trods de plus/minus 8000 km. som normalt adskiller os, sidder vi her og har skabt vores eget lille fællesskab.
Zimbabwe, Guwe
Skrevet af: Marie Kornum
Howzit from Mzansi.
SvarSlet