Kampen for et bedre liv

I 1980’erne var Zimbabwe Afrikas mønsterland. I dag flygter landets unge til Sydafrika for at sikre deres families overlevelse, da selv at få dækket de basale behov, er en kamp med landets 94% arbejdsløshed.

Af Cecilie Føns Stelmer og Agnete Solvej Christiansen

Efter seks timers bumlende bustur inklusiv et kvarters fastklemmelse i afrikansk mudder, ankommer vi, ni blege, svedige højskoleelever, til den lille landsby Guwe, i det sydvestlige Zimbabwe. Her skal vi tilbringe de næste fire dage hos lokale værtsfamilier hvor vi bliver indlogeret to og to. Vi skal bo som 65% af landets befolkning gør det: i hjemmebyggede lerhuse uden toilet, støm og vand.
Grunden til at vi er havnet på disse kanter, er for at opleve livet på landet i Zimbabwe, men også for at møde unge fra organisationen Buiysap (Bulawayo Integrated Youth Survival Alternative Programme). Danske Operations Dagsværk har støttet organisationen i blandt andet at bringe 1800 arbejdsløse unge i området tilbage på skolebænken.

Tag mit barn

Vi er ikke engang stået ud af bilen før folk danser og synger omkring os, hele landsbyen er mødt op for at hilse på de forvirrede mennesker fra nord. ”Take my baby, take my baby!” råber en dame mens hun rækker et spædbarn ud mod os.

Forsørgelse af familien

Da vi om aftenen sidder rundt om bålet hos vores værtsfamilie, begynder den gensidige udveksling af livshistorier, og vi indser de svære vilkår som de unge i Guwe har. På grund af manglende ressourcer blev storebroderen Khulumani taget ud af skolen inden han havde afsluttet, det der svarer til den danske folkeskole. I en alder af kun 19 år følte Khulumani sig nødsaget til at tage til den nærmeste større by, Bulawayo, for at skaffe penge til familiens overlevelse. På grund af arbejdsløsheden så Khulumani ikke andre muligheder end at illegalt at immigrere til Sydafrika i 1998. Arbejdsløsheden i Zimbabwe toppede i slutningen af 2008 med 94%.
På de 950 km. fra Guwe til Johannesburg blaffede og gik han – hegnet der udgør grænsen mellem Zimbabwe og Sydafrika gravede han sig under for at komme til bedre muligheder. I Sydafrika har han i 12 år haft rigtig dårlige jobs bl.a. som maler, fortæller han. Igennem årene har han sendt breve med penge til sin familie, som den eneste kontakt. Familien har aldrig haft adgang til hverken internet eller telefon.

For nødvendigheden og drømmens skyld

Vores møde med Khulomani falder sammen hans første gensyn med sin familie i 12 år. Og er allerede efter 3 uger er han på vej tilbage til Johannesburg. At have penge til at vende tilbage til Guwe for at stifte sin egen familie og tage sig ordentligt af sine forældre og søskende efter mange års dårlig samvittighed over sit fravær, beskriver han som sin største drøm.

”I’ll try my luck”

To dage senere, samtidig med at Khulumani igen tager tommelfingeren mod landet syd for, står vi i den flere timers lange kø for også at krydse grænsen til Sydafrika. Manden bag os tripper uroligt, går forbi os, mens han vifter nervøst med sit pas, idet han siger : ”I’ll try my luck”.

Zimbabwe- et land i ruiner?

Med bagagen fuld af oplysninger om Zimbabwe - et land med store politiske, saavel som oekonomiske problemer, blev vi ikke overraskede da vi landede i Harare Airport. Tomme hylder, store Mugabeportraetter og fattige mennesker i gaderne moedte os.

Vi fik hurtigt det indtryg at dette er et land hvor man boer vare sin mund, gemme kameraret vaek og hvor man ikke boer gaa paa egen haand efter moerkets frembrud. Fornemmelsen af et politisk jerngreb ramte os.

"This is not good enough", er dagsordenens slogan, og samtidig forbrydelsen for WOZA (Woman of Zimbabwe), der kaemper for en ny grundlov, lige rettigheder, uddanelse for alle - og konstant bliver anholdt for samme! "WOZA is the enemy of the state" som de sagde.

"Give us a right to speak without being harazed", med disse ord opsummerer Jenny Wiliams, formand for WOZA, Radio Dialogues vision.

Radio Dialogue er en gruppe unge mennesker med et faelles projekt: at lave radio fra unge til unge. Deres gaa-paa-mod er imponerende. Selvom de ikke har licens, og derved ikke kan sende direkte, ligger de alle kraefter i projektet. Maaske er dette ogsaa en motiverende faktor og et opgoer mod den manglende ytringsfrihed!

Vi fik muligheden for at moede endnu en Zimbabwiansk ildsjael, kunstneren Owen Maseku. Hans udstilling om Gukurehundi, masakren paa minioritetsfolket ndebele i 1980'erne (endnu ikke off. anerkendt), naaede at vaere aaben i 24 timer foer politiet censurerede den og anholdte Owen Maseku.

Alle disse moeder praegede vores forste moede med landet. Fra at vaeret et lukket land med faa ressourcer forlod vi Zimbabwe med et samlet billede af et land med en spirende demokratisk og staerk befolkning.

Skevet af: Marie, Pil og Stinne

Hvide øjne i mørket

Vi sidder omkring et bål i bælgragende mørke. Jeg kan kun se hvide tænder og øjne på de mennesker, der omgiver mig. Stemningen er på en gang både akavet og naturlig. Akavet fordi jeg ikke kender disse mennekser, der for tre dage er min nye familie samt den meget eksplicitte kulturforskel der mætter luften. Naturlig fordi det er som om jeg, for en kort tid, får lov til at mærke rødderne og den helt basale levevis, der på en måde forekommer så autentisk og alligevel er mig så total fjern.

Vi gnasker sukkerrør fra egen mark og udveksler sporadisk et par ord.
Det er 2.-dagen hos den familie, der er vært for mig, og jeg føler mig egentlig tryg. Jeg føler en stor taknemmelighed for, at Khulumani, familiens ældste søn, begår sig godt på engelsk, for det har tilladt - og tillader - et langt større indblik i dette primitive landliv og dermed større forståelse.

Jordhytterne omkring os rammes nu og da af lysglimt fra bålet og minder mig om den surrealistiske situation jeg befinder mig i samt taknemligheden jeg føler for at have muligheden.
Min rolle i situationen er absolut ambivalent. Forskellige karakteristika ved mig, gør mig til en brik, der ikke passer ind i puslespillet; mit tøj, mit hår, min hud, mit sprog. Og alligevel føler jeg en naturlighed ved situationen.
Det er klart et møde mellem to meget forskellige verdener.
Jeg foeler mig som et klichefyldt udtryk for vestens udvikling og højteknologiske samfund med alle mine gadgets i lommen; kamera, i-pod, mobiltelefon.
I den klichemaettede følelse og situation er de udtryk for det modsatte med deres mørke ansigter, bliktallerkener og jordhytter.
Men netop dette møde, denne situation og de klare modsætninger heri, er et udtryk for den globale verden vi lever i - dens muligheder og muligvis - forhåbentligvis - stærkere fremtid.

Jeg lærer af dem, de af mig og trods de plus/minus 8000 km. som normalt adskiller os, sidder vi her og har skabt vores eget lille fællesskab.


Zimbabwe, Guwe

Skrevet af: Marie Kornum

Verdens lykkeligste folk?

Er det virkelig nødvendigt med 17 par sko, når man alligevel altid har de samme fire på?

Er overflod virkelig så stor en nødvendighed som man tit tror hjemme i Danmark? Jeg sidder i en lille landsby kaldet Guwe i Zimbabwe. Vi har boet hos familier og oplevet et meget autentisk Afrika de sidste par dage.

Trætheden begynder at melde sig. I nat skal vi sove på landbyens skole, da vi skal tilbage til storbyen i morgen. Jeg ruller min sovepose ud i rummet ved siden af alle byens drenge, der sidder og ser dagens fodboldkamp på et lille fjernsyn, som de kun har fået strøm til, da der tilfældigvis er en generator i landsbyen denne aften. Da kampen er færdig begynder høj R’nB musik inde fra rummet ved siden af. Pigerne kommer til og alle byens unge danser og smiler.

Mine tæer i soveposen begynder stille at bevæge sig til de sange som jeg kender hjemmefra. Tanken slår mig, om hvilke omgivelser jeg normalt ville lytte til disse sange i. Men da jeg åbner mine øjne ser jeg alle disse mennekser med meget rytme i kroppen og store smil i øjnene bevæge sig til den vestlige musik. Trods de sørgelige og primitive omgivelser. Jeg føler dårlig samvittighed over overfloden i Vesten, men mærker glæden over at se dem holde en fest uden al overfloden, og dog alligevel smile og grine mere end jeg normalt gør til disse vestlige sange.

Er det mon Vesten eller Zimbabwe der har fat i den lange ende, i forhold til hvad det er der gør en rigtigt lykkelig? De griner, synger og hygger sig rundt om bålet, trods de stramme kår formår de alligevel at bevare smilet. Vi tonser på arbejde for at få mulighed for at købe det 18. par ligegyldige sko, og har dårligt tid til at se vores børn vokse op. Hvem har mon det bedste sammenhold og flest smil i hverdagen?

Skrevet at Clara Andersen

How do you like this free country

Med en sol bankende med enorm varme og kraft ned på min blege eller delvist røde krop vandrer jeg med resten af gruppen gennem Harares middelklassekvarter. Butikkernes skilte er afdæmpede, mangler bogstaver eller ejer ikke bogstaver. Der er både stereobutikker, kiosker, tøjbutikker, smykkeforretninger og supermarkeder, de ligger alle side om side i kvadratiske størrelser. Støvet, som stammer fra det itu revede fortov, hvor hullerne er fyldt med skrald, gør luften tyk og holder alt for godt på varmen. Der er sort af mennesker, bogstavelig talt, vi er de eneste hvide i miles omkreds. Vi vækker stor opmærksomhed, folk drejer deres hoveder unaturligt langt for at få et glimt af de 10 skandinavere. "How do you like this free country?" råber en høj, velbygget neger imens han klapper en af sine følgesvende på ryggen og griner højlydt. Vi stopper op, fordi Mikkel er ved at købe Zimbabwes største hit pt, den handler om, at troen på gud naturligvis medfører rigdom. Sangen tordner ud over markedets boder fra de skrattende højtalere ved den lille musikbod. Jeg tænker på mandens kommentar, var han ironisk, gjorde han grin med os eller forsøgte han at gøre andre opmærksomme på vores mærkværdige tilstedeværelse med den foragt der eksistere for vesten hos nogle Zimbabwianere tikkende i baghovedet? Jeg aner det ikke. Og jeg ved ikke, hvordan nogensomhelst af de lokale ser på 10 blege vesterlinge vandrende gennem deres gader. Det er det spændene ved vores rejse, men også det skræmmende. Vi ved ikke om vi kan gøre en forskel eller blot træde ind i en anderledes virkelighed, hvor vi måske intet har at gøre.

Christoffer Heide.

Zimbabwe tager godt imod os...

Næppe er vi landet i Harare lufthavn inden vi mødes med Jestina Mukoko fra Zimbabwe Peace Project (ZPP). ZPP monitorerer og dokumenterer politisk vold i landet og Jestina fortæller levende om sine oplevelser. Vi lytter intenst. Ikke mindst da hun fortæller om da hun blev bortført og mærkede regimets alt for hårde metoder på egen krop. Imponerende kvinde, der kæmper videre.
Så vi er kommet godt frem, blevet kastet ind i den Zimbabwiske virkelighed og ser frem til hvad de næste par uger bringer.
Mette.

Farvel Kål og Dansk Pilsner!

Inden så længe tager vi afsked med de grønne arealer, den danske kål, og de lune DP'er, som vi har fundet os til rette med her på Krogerup Højskole de seneste måneder. Disse fantastiske elementer bliver erstattet af Zimbabweansk & Sydafrikansk kulturforståelse den næste måneds tid - hvilket vi har glædet os til i rigtig lang tid, og nu sker det endelig!!!

Her på Bloggen vil vi holde jer opdateret på vores oplevelser under rejsen!

Mojn


Mads & Christoffer!